Fugtige kældreI forbindelse med salg af en ejendom er det helt normalt, at sælger "shiner" huset lidt op. Dette gælder også kældre, der ofte får en gang maling. Den bygningssagkyndige vil derfor ofte være afskåret fra at se, om der er fugtgennemslag på væggene i kælderen. Sælger skal godt nok besvare et spørgsmål i tilstandsrapporten, om der trænger vand gennem kælderydervægge eller op gennem gulvet. Men sådan noget behøver nødvendigvis ikke at ske hvert år. Og hvis sælgeren ikke har ejet ejendommen ret længe, kan det altså godt være rigtigt, at sælger ikke har oplevet nogen vandgennemtrængning.
Dertil kommer, at nogen fugt vil der næsten altid være i kældre i ældre huse. Fugten kan komme gennem vægge og gulve. Først i 1972 kom der regler om dræning for huse med kældre. Dræning kan eliminere den fugt, der kommer oppefra, men ikke den fugt, der kommer nedefra. Hvis der er fugt i en kælder fra et hus efter 1972, kan det altså skyldes uvirksomme dræn (ikke dækket, da dræn oftest er uden for huset); men det kan også skyldes højt grundvandsspejl.
Er huset fra før 1972, kan man velsagtens komme det meste af fugtproblemerne til livs ved at dræne. Men udgiften hertil, er ikke dækket af forsikringen - dels fordi det ikke er en fejl ved bygningen, at der ikke er dræn - dels er der tale om forhold uden for bygningen, der ikke er omfattet af bygningsgennemgangen og forsikringen. Udgifterne til at gøre kældre tørre er derfor ikke dækket af forsikringen.
Kendelser: 60.173 (omhandler også problemstilling vedr. dræn) og 59.751. « tilbage
|