|
|
 |
| Ny statistik |
Forsikringsselskaberne er blevet bedre til at forklare sig... Det var i alle tilfælde en af de forklaringer nævnets formand, højesteretsdommer Poul Sørensen på Ankenævnets årsmøde den 27. april havde på, at Ankenævnet for Forsikring i 2006 oplevede et fald i klageantallet på 10 % i forhold til 2005, idet nævnet modtog 2.388 klager i 2006 mod 2.657 i 2005. En anden mulig forklaring kunne være, at de stiftende organisationers beslutning om offentliggørelse af de enkelte selskabers klagetal og resultatet af disse på nævnets hjemmeside har animeret selskaberne til at gøre en ekstra indsats. Men uanset hvad der er årsagen, blev faldet hilst velkommen af formanden.
"Ankenævnets sekretariat har i 2006 været udsat for noget af en åreladning i det juridiske personale, og uden et fald i antallet af indkomne sager ville sagsbehandlingstiden være endnu længere, end tilfældet er", udtalte Poul Sørensen. "Sagsbehandlingstiden er i gennemsnit 10 - 11 måneder, og det er længere, end vi er stolte af" fortalte formanden, og tilføjede "men det er vilkårene, når andre finder nævnets medarbejdere attraktive."
I 2006 tegnede autoforsikringer, ulykkesforsikringer og ejerskifteforsikringer sig for stort set lige mange klager, nemlig 16 % hver. For ejerskifteforsikringernes vedkommende indebærer dette en stigning i forhold til 2005 på 3,4 procent point.
Der er stor forskel på kompleksiteten i nævnets sager. En ejerskifteforsikring eller en klage over manglende udbetaling ved erhvervsevnetab bruger nævnet og sekretariatet nok 4 - 5 gange så lang tid på i forhold til en klage over eksempelvis en autoforsikring eller en rejseforsikring, og hver 3. klage vedrører nu en ejerskifteforsikring eller en livsforsikring/arbejdsmarkedspension. Sagsbehandlingstiden afhænger derfor også i høj grad af, hvor nævnet får sine stigninger og fald, oplyste formanden.
Nævnet afgjorde i 2006 1.796 sager. Sekretariatet sluttede 549 sager. I 2005 var tallene henholdsvis 2.089 og 631. Af de afsluttede realitetsbehandlede sager fik klageren noget ud af at klage i 26,3 % af tilfældene. Det er noget mindre end i 2005, hvor tallet var 29,9. Faldet støtter teorien om, at selskaberne er blevet bedre til at sortere sine klager, inden de kommer hertil, tilføjede formanden.
Endelig henviste formanden til, at Forsikring & Pension havde indhentet de enkelte selskabers markedstal og netop har offentliggjort 2006 klagetallet for hvert selskab i forhold hertil på Ankenævnets hjemmeside. I forhold til 2005 er nu også de sekretariatebehandlede sager med, sluttede formanden. |
| | « tilbage
|
|